Demokrati og etik.png

Vision

I Alternativets Unge ønsker vi at skabe verdens mest inddragende demokrati. Vi tror på, at kampen for demokrati er en konstant kamp, som enhver ny generation bør kæmpe og videreudvikle. Denne kamp går ifølge os ud på at flytte magten fra de få med stor økonomisk, social og politisk magt, over til de mange. 

Derudover ønsker vi et samfund, hvor ingen institutioner tager mere magt, end de behøver, og hvor mest muligt bliver ladt op til det enkelte menneske eller den enkelte lokale institution i erkendelsen af, at ingen løsning virker alle steder.

Vi ønsker et folkestyre, hvor det almindelige menneske kan få sin stemme hørt og hvor denne stemme og færden beskyttes mod den frihedsberøvende stat og det vækstfokuseret private marked.

Cannabismarkedet styres i dag af kriminelle bander, som tjener stort på salget og som jævnligt blander deres produkter op til skade for forbrugerne. Det ønsker vi i Alternativets Unge at lave om på. Derfor foreslår vi en legalisering og liberalisering af markedet med fokus på følgende: 

  • At enhver med en tilladelse kan åbne en cannabisbutik/slå sig ned som cannabisdyrkende landmand
  • At der sideløbende med produktionen udarbejdes krav til kvalitet og mærkning.
  • At du lovligt kan dyrke cannabis til eget forbrug
  • At en del af indtægterne øremærkes til oplysning, hjælp og exitprogrammer til misbrugere af cannabis og andre rusmidler.
  • At der indføres en aldersgrænse på 21 år for køb af cannabis, og en anbefaling på 25 år for at beskytte hjernens udvikling, samt med et ønske om at mindske salget til mindreårige
  • At de nuværende kriminelle, men ikke hårde, forhandlere evt. hjælpes ind på det legale marked, så de ikke ender i hård kriminalitet. Dette i et såkaldt “Frit lejde- program" 

I Alternativets Unge er vi imod, at unge hvert år tvinges til Forsvarets Dag og i sidste ende eventuelt også i værnepligt eller samfundstjeneste mod deres vilje. Derfor ønsker vi at afskaffe værnepligten, således at militærets optag udelukkende baserer sig på frivillighed, hvilket i dag sagtens ville kunne dækkes militærets behov.

Det betyder også, at Forsvarets Dag omlægges til frivillige introdage, hvor det kun er interesserede, der behøver at møde op. På den måde bliver militæret for dem, der har lyst og ikke dem, der er tvunget. Vi mener, at dette giver et bedre og mere effektivt militær.

Alle har ret til at komme herfra på en værdig måde, og det skal staten ikke forhindre. Derfor ønsker Alternativets Unge at gøre aktiv dødshjælp lovligt, så mennesker kan afgå ved døden efter eget ønske, når de er uhelbredeligt syge, og udsigten for bedre livskvalitet ikke er til stede. Dette er dog en stor beslutning og skal derfor altid tages af den lidende, en psykolog og en læge i fællesskab.

Derudover ønsker vi, at en sådan lov udarbejdes i samarbejde med læger og psykologer, da de i sidste ende kommer til at stå med de etiske overvejelser

Når du fylder 15 år, kan du blive straffet, du skal betale skat og du er højst sandsynligt færdig med den demokratisk dannende grundskole - men du kan ikke deltage i demokratiet. Det, mener vi, er udemokratisk.

Derfor ønsker Alternativets Unge at sænke valgretsalderen til 15 år, så dem, der bidrager til samfundet og kan blive straffet af samfundet, også kan få indflydelse på samfundet. Vi ønsker samtidig at styrke den demokratiske dannelse i grundskolerne, så de unge bliver klædt ekstra godt på til at skulle tage det store selvstændige valg. Det, mener vi, er et skridt mod et ægte demokrati.

Vi har i årtier set, at forbudspolitikken har spillet fallit ved at gøre det sværere at hjælpe udsatte stofmisbrugere. Derfor vil Alternativets Unge afkriminalisere al narkotika, så køberen ikke straffes. Dette er nødvendigt, da mennesker med et misbrug ofte har brug for hjælp. Derfor skal forbrugere af narkotika, der stoppes af politiet med narko i mængder til eget forbrug, ikke have en bøde, men ind til samtale, så de kan hjælpes videre og evt. komme i behandling.

En sådan afkriminalisering vil medføre færre problematiske misbrug, hvilket man tydeligt har set i Portugal, samt frigøre en del af de ressourcer, som i dag spildes på at forfølge narkotikaforbrugere - ressourcer som kan hjælpe dem, der har det sværest.

 

Det er en dum tradition at putte sprængstoffer i hænderne på fulde mennesker, så de kan gøre skade på sig selv, hinanden og ikke mindst på klimaet.

Derfor mener Alternativets Unge, at fyrværkeri til amatørbrug skal gøres ulovligt, samtidig med at der oprettes en ordning, hvor lokale kræfter i foreninger eller gennem kommunen kan gå sammen og lave et fyrværkerishow med godkendelse fra politiet. Derudover skal der oprettes kurser, der uddanner ikke-professionelle i at stå for sådan et show. Kurset skal instruere i sikker affyring, håndtering og opbevaring af fyrværkeri. På den måde bliver nytårsaften mere sikker for os alle.

I Alternativets Unge ønsker vi en mindstealder på 18 år for omskæring af raske børn. Det gør vi, fordi vi mener, at børn under 18 år stadig er sårbare og afhængige af voksnes omsorg og beskyttelse. Derfor bør det være samfundets ansvar at beskytte disse børns grundlæggende rettigheder, indtil de selv når en alder, hvor de kan træffe en sådan beslutning. Vi anerkender dog, at omskæring af børn er en integreret del af nogle religioner og bygger på gamle traditioner og ritualer. Dog ser vi Danmark som en moderne, sekulær retsstat, hvor religiøst-kulturelle traditioner løbende må tilpasses den sociale kontekst, de er en del af.

Lovgivningen bør desuden suppleres med grundig og sober oplysningsindsats, der forankrer forståelsen for børns individuelle rettigheder i befolkningen.


Politiske udspil

 

Ønsker du at danne dig et overblik over, hvad vi mener, så kan du med fordel læse vores principprogram