Vores historie
Den 10 December 2016 fik Alternativets Unge for alvor ben at gå på, men ideen blomstrede over et år før.
Historien om Alternativet starter med 3 mænd på et gadehjørne og som senere blev til Alternativet. Vores historie er knap så flamboyant og lyder nok mere i retningen af: en håndfuld unge der drak øl i en sofa. Dengang var der ingen tanker om at bygge noget op, blot en lyst til at hygge med andre unge alternativister. Denne hyggeklub spredte sig ret hurtigt rundt i landet og ideen om at skabe et mere struktureret ungt fællesskab inden for Alternativet opstod. Dengang hed vi Alternativets Ungenetværk og var hverken et parti eller en forening, men et netværk på tværs af landet. Det havde sine fordele, men også sine klare ulemper og som netværket for alvor slog rødder rundt om i landet, opstod behovet for noget nyt. De nye der var kommet til gennem netværkets første år ønsket en selvstændig alternativ forening. Det var ønsket om en forening, der var vores helt egen, der gjorde, at vi den 10 December 2016 fik stiftet Alternativets Unge. Et ønske om at styrke unges demokratiske stemme. Et ønske om få flere unge til at tage del i en seriøs bæredygtig omstilling, og et ønske om at Alternativet bliver et samlingspunkt for alle generationer.
Disse ønsker har vi holdt fast på lige siden, og vores tro på foreningens indflydelses er kun vokset. Det kan godt være, at vi med tiden rent formelt har bevæget os længere væk fra Alternativet, men Alternativet er stadigvæk vores allerbedste voksne venner. Vores ønske er dog nu i højere grad at udfordre dem. Med Uffes håb om at vi unge en dag kuppede Alternativet i baghovedet besluttede vi på landsmødet i 2017 at gå nye veje og ville nu selv begynde at udvikle politik. Vi besluttede at vi ikke længere nødvendigvis behøvede mene det samme som Alternativet, at vi kunne begynde at skabe vores egen identitet. Alternativets Unge skal være dem der sparker til Alternativet, når de bliver for traditionelle og Christiansborg-agtige. Alternativets Unge skal være stedet, hvor unge sammen kommer med politiske udspil og visioner, der spiller op til Alternativets nysgerrighed og visionære tanker. Alternativets Unge skal være ungdommens pendant til Alternativet.